…Få en røvfuld med de store

Kl er ca 6:45, og vi bliver bedt af af Christian Madsen (løbsarrangøren fra Ultrarun.com) om at stille op i 2 geledder. Det grinede vi lidt af (Christian er jo tidligere officer i søværnet), men efterfølgende kunne jo godt se tanken bag det. Vi skulle jo ha’ tjekket om vi havde alt vores obligatoriske udstyr i orden iflg. den officielle roadbooks, hvilket gav noget forvirring omkring foldekop eller lignende. Problemet blev løst, og det var der at det reelt gik op for mig. Kan jeg klare løbet, eller var det stor en mundfuld endnu? Jeg havde jo kun lidt over 1 ½ års “erfaring” med at løbe? Jeg vidste at jeg ville få tæsk, men ikke hvilken slags. Og når jeg så kigger rundt og genkender en del af deltagerne, som er væsentlig mere rutineret end mig, følte jeg mig sku lidt “grøn og let”. Der var mange hurtige kaniner, krydret med nogle af de nye og kommende tunge navne, ja så gør det sku indtryk. Men et, er sku og se de personer, men at samtidig ha’ en indre fornemmelse, at om få minutter, så var jeg i gang med nok DK’s hårdeste 100 km løb Winforce100 og samtidig et af de hårdeste trail løb herhjemme, ja det fik mig lige til at suge lidt ekstra luft for at få pulsen ned

.

1119963_10151846296864804_283591153_o

893376_10151846341594804_370312708_o

Foto: Martin Paldan

Starten gik og som forventet, blev der af mange lagt hårdt ud, “slangen” af løbere langs stranden, blev hurtigt længere og længere, men Lars michael og mig selv lagde os i den bagerste ende og prøvede ikke at blive grebet af racet, som man jo så nemt kan blive. Det virker som om pace og puls fungere godt og med masser af krudt til den lange dag på kontoret, men da vi rammer 14-15 km henne på første runde, overser jeg en rutemarkering kommer til at løbe den forkerte vej ved Vejrhøj, og møder frontgruppen som kigger på mig og fortæller mig at jeg løber modsat retning af ruten.

1102703_10151846326009804_110399768_o

Foto: Martin Paldan

En hurtig beslutning gør at Lars og mig løber den anden vej rundt ved vejrhøj (hvilket er i det område hvor en stor del af højdemeterne ligger koncentreret på ruten) mod skoven, men med meter mæssigt ingen betydning havde, andet et par “tabte” højdemeter, men stadig tilbage på sporet og godt i gang med et af rutens nedløb til Zytphen-Adeler gravplads. løbe rundt om den og tilbage gennem skoven og så hurtigt over til dødens dal eller lortetrampestien afhængig af hvem man spørger. For mig var det inden løbet det ondeste sted og løbe, ca 18 % fald/stigning på et 7-800 meter stræk, som også “bare” var et sted vi skulle vende for enden af. Dernede kunne jeg høre der blev råbt advarsler, for broen over noget sump agtigt område var piv glat. Heldigt at det kun var i første runde det var aktuelt. Op igen og videre ad snørklede veje tilbage til kobakken som vi kommer over på vej ud og på vej hjem. Den for vi jo “hilst” på 8 gange over hele løbet. Resten af vejen er ikke med de vilde højdemeter andet end det almindelige bakke op – bakke ned i kårup skov og det sidste stykke gennem sommerhusområdet til start/målområdet er relativt fladt. Første split tid er lige under 3 timer og 20-25 minutter hurtigere end planen var.

998457_10151846333284804_1885981689_n

Foto: Martin Paldan

Fik lige hilst hurtigt på Moses og Ravn inden jeg fik lavet mit skifte i depotet. Ud og afsted sammen med Lars, men så begyndte han at få problemer med knæet og få km ude på runde 2 måtte jeg slippe ham bagved. Ikke nogen rar fornemmelse for mig og det meste af runde 2 gik nærmest kun på og tænke på ham, og om han klarede den? Vi havde jo cut-off tiderne og ta hensyn til, så muligheden for at cruise den hjem var lidt svær.Da jeg er på vej tilbage over kobakken små 45 km inde i løbet begynder jeg at få massive kramper i venstre baglår og bander som en i helvede indvendigt. Det skal fandme lige passe at jeg bliver nødt til at trække kortet ved start/mål efter bare 2 runder, men ved at gå/humpe indtil kårup skov, så forsvinder heldigvis kramperne og jeg kan fortsætte med at løbe fladt og tæve stavene op ad alle bakker, hvilket lå konstant i baghovedet. Hver gang jeg mødte en stigning brugte jeg mine stave, som min kammerat Ulrich havde skaffet mig, med ordene og ordren “Op ad bakke, ned ad bakke. De stave skal ha så mange tæsk”. Yes sir Ulrich, det fik de altså også ;-).

Da jeg endelig kommer ind efter runde 2 har jeg samlet 1 time i banken til cut-off, men ser at der er flere løbere der har trukket stikket og sad og sundede sig. Nogen var skadet. Det var sku noget tidligere end jeg regnet med. Moses havde fortalt mig for noget tid siden, at løbet først begyndte fra runde 3, hvilket også var min overbevisning. Men at så mange var udgået allerede her? det kom sku bag på mig. Et er sikkert, ruten er ikke den teknisk sværeste, men jeg har sku respekt for ruten. Da jeg når den lidt glatte og mudret stigning i Kårup skov omkring 58 km(8 timer) inde i løbet, er energien ved at være udsolgt og mærker med det samme små kramper i venstre baglår igen. Der er jeg alene og råber PIS så højt jeg kan, bare for at få smerterne ud og finde noget energi ved at være gal i skralden. Tager det roligt derfra og får spist lidt blandet og går for at få kroppen ned igen. Der møder jeg Moses og ravn igen og tar’ en kort snakke med dem og fortæller at det er de STORE lærepenge jeg får i dag, selvom jeg inderst inde ved at det bliver en meget lang og ond ørkenvandring de resterende 40 km. Indtil 3 runde er færdig bliver det ikke til meget andet end gå, speedwalke og mindre løb.

Min citronmåne løbeven Søren havde kørt den lange vej op til ordrup for at heppe og kører lidt mental support på mig. Det hjalp da han ud af ingenting grinede og sagde hej ved vejrhøj. Hold nu kæft det var godt at der sad en der kendte mig, der psykede mig op Jeg var slet ikke forberedt på at skulle have en 40 km lang krise, men igen, jeg havde jo meldt ud at jeg vil dø med skoene på. men heldigvis var jeg så heldig at få følgeskab de sidste km af tredje runde med med Ulrik Andersen inden vi få km før mål blev overhalet af Per egon med en omgang. Helt forventet at blive overhalet af min favorit vinder (hvilket han også rent faktisk også gjorde).

1080435_10201100616850499_1486981396_n

Foto: Torben Tronborg Beck

Da jeg endelig fik nosset mig færdig og havde en krop som var jeg blevet kørt over, så var ulrik løbet lidt i forvejen, men jeg fik indhentet ham længere oppe ad stranden. Der sprang en stor vabel under min venstre fod og det meste af foden blev helt følelsesløs i nogle minutter, som om den sov? Meget mærkelig fornemmelse, men det betød desværre at trædepuden (hvis det hedder det?) kort efter sved som pisket, resten af de manglende 20 km til mål. Humpende på svidende fod, ømme ben, træthed, manglende energi og nu også smerte inde i højre knæ, gav mig et mindre knæk mentalt, men et tæt samarbejde med Ulrik og Christian (som var stødt til os), ja det blev et meget langt og sejt træk og hive hinanden med rundt og sige “farvel” til alle pejlemærkerne på winforce ruten. Der blev gravet meget dybt, men vi fik sku sagt pænt farvel og tæt på mål, spurgte jeg de andre om de ikke bare løb lidt foran mig i mål, for jeg havde jo en “gammel” drøm om at løbe hånd i hånd med min søn over stregen.

I mål 15:56:05 med ca 8 timer mere eller mindre krise. Den var sej og komme igennem, men er sku lidt pavestolt over at jeg fik slebet røven over. Ja, jeg fatter stadig ikke at jeg kom igennem. Fik min medalje om halsen af Christian og gav ham sku et kram og sagde tak for oplevelsen. Hvad der skete herefter husker jeg ikke meget af. Rent tåge, men fik min “ultra stol” og sidde i og noget nudel mad af arrangøren. Der var så mange, tror jeg nok, der hjalp mig med alt muligt med grej og lignende. Men 2 ting rørte mig dybt. Charlie George, som jeg havde mødt på en træningstur nogle uger før, og blev nummer 6 samlet, ca. 4 timer før mig, blev tilbage sammen med sin kæreste Marina bare for at vente på at jeg kom i mål. RESPEKT. Men at Lars Michael lavede årets fighter indsats med negativ split på 4 runde og kom ind 10 minutter efter mig som sidste mand inden tidsgrænsen lukkede. Det bukker jeg mig stadig dybt i støvet over. Det er sku en champ af karakter.

Jeg har kun ydmyg taknemlighed over for alt den hjælp og support jeg fik hele dagen. Det var aldrig lykkes uden jer. Fra mit hjerte, tusind TAK.

 1003536_610991562278920_154615034_n

Når jeg sidder og tænker lidt tilbage nogle dage efter, er et sikkert. Jeg var træningsmæssigt ikke klar til turen, men min old school kokke temperament og vilje, drømmen om min første medalje og at løbe over stregen med min søn. Ja, det var det der trak mig igennem. Drømme kan blive til virkelighed, men fra nu bliver det en helt andet og meget hårde indgang til næste store udfordring og dem der kommer bagefter. Et er sikkert, målet om at komme med til CCC® (Courmayeur Champex Chamonix) lever endnu, der er bare lang vej endnu og mange flere tæsk skal hentes ind, men så skal den nok komme.

 PS: Ud af 37 startende, kom 25 igennem (fik en 24’ende plads ;-))