Team Annaberg Adventure Racing energibar

Piv stjålet (med godkendelse) fra Team Annaberg Adventure Racing 😉

Lise Kronborg skriver:

Uden at denne side på nogen måde skal blive til Kronborg’s Kogehjørne, kommer her resultatet af adskillige test-kørsler i mit køkken, hen imod at få fremstillet energi til at tage med i farten på race og som både smager godt og kan tolereres af gane og mave selv efter mange timer. Testet på West Coast eXplorer i 62,5 timer – og godkendt.

 

Energibarer med æble, kanel og ingefær.20 stk.

 

100 g smør/margarine

100g (3-4 spsk) honning

100g rørsukker

1-2 spsk akaciehonning

150 g havregryn

50 g hasselnødder

50 g mandler

50 g solsikkekerner

50 g sesamfrø

50 g tranebær

50 g abrikoser

30 g (3 spsk) tørret æble i tern

1½ tsk stødt ingefær

1½ tsk kanel

1 tsk vanillesukker

 

Energibar med kakao, dadler og kokos (smager af havregrynskugler!) 20stk.

 

100 g smør/margarine

100g (3-4 spsk) honning

100g rørsukker

3 spsk ren kakao

75 g kokosmel

1-2 spsk akaciehonning

140 g havregryn

50 g hasselnødder

50 g mandler

50 g solsikkekerner

50 g sesamfrø

50 g tranebær

50 g dadler (tørret eller frisk)

40 g abrikoser

1½ tsk kanel

1½ tsk vanillesukker

 

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 140 gr.

Smør/margarine, honning og rørsukker bringes i kog i en gryde og koges til sukkeret er opløst.

Nødder, abrikoser og tranebær og/eller dadler hakkes halv-groft. Alle ingredienser blandes herefter i gryden til en sej masse. Røres godt og grundigt.

 

Massen trykkes fast ud i en lille bagepapir-beklædt bradepande/lasagnefad (28x20cm), glattes

evt med en våd ske eller fugtig hånd.

 

Bages 35 min ved 140 gr midt i ovnen. Vendes forsigtigt ud på et skærebræt og afkøles let, inden der skæres ud i 18-20 stk, ca. 2-3 cm brede barer. Efter afkøling kan barerne pyntes med striber af hvid eller mørk, smeltet chokolade, men smager formidabelt uden! Lægges i plastbox eller kagedåse. Bliver barerne for tørre, læg da en skive rugbrød i boxen en enkelt nat.

 

Ingredienser kan varieres efter smag. Prøv også med 2 tsk lakridsrodspulver i kakao-baren, tørret mango i stedet for æble eller kardemomme i stedet for ingefær.

 

God fornøjelse!