Mental “løbeskadet” Et tabu?

Photo 17-08-13 16.16.53

Den her lille historie og indblik i mig, bliver hudløs ærlig og helt ind til min kerne som løber (eller mangel på samme). Så jeg har besluttet mig for at “springe ud af skabet”. Det her er noget der er pisse svært at sætte ord på uden at det bliver alt alt for personligt, men prøves det skal det…

Jeg skriver det her fordi jeg er helt sikker på at der må sgu da være mindst en  løber jeg kender, som må sgu da har haft oplevet noget der bare minder om det jeg går igennem. Og om nogen griner, ryster på hovedet eller andet lignende, det kunne ikke rage mig mere ligegyldigt. I give a fuck!!!!!!

Jeg ved udmærket godt at det er som Moses tit siger. Det er noget vi leger, men hvad nu når jeg gerne vil lege, men ikke kan?

Ja jeg er røget helt i kulkælderen som løber og menneske. Og hvorfor så det? Ærligt? Det meste ved jeg ikke helt endnu, men jeg er nået til det punkt at jeg kan og SKAL erkende det overfor mig selv, og det er sgu et STORT i sig selv, men også et meget svært skridt og ta’. Så lige nu er der mange forskellige lag og udfordringer, rent mentalt, for mig og komme tilbage som løber igen (hvis jeg overhovedet gør?). Nemlig til det som jeg elskede helt ind til marven førhen i tiden. Selvom jeg kun har løbet i knapt 2 år. Måske er det bare mig, men jeg har via de sociale medier blevet “suget” og blændet af af alle de fede løb og oplevelser andre har gjort eller skal gøre. Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at blive revet med? Det endte jo faktisk meget hurtigt til at blive mit liv og min identitet og klart en overskyggende og voldsom stor del af mine vågne timer. Ja jeg blev sku høj af de mange sociale ture og race jeg deltog i, og alt den glæde der var, som man kunne have en andel i? Og hold kæft det gjorde noget godt for mig. MEN jeg har aldrig på nogen som helst måde været forberedt på en nedtur, DNF eller noget der ligner…. Jeg ville jo bare følge med jer andre, selvom jeg ikke var klar nok til at deltage idet selv.

 

 

Der hvor den store nedtur startede, uden at jeg selv kunne se det, var få dage efter winforce 100 i august (for 3 måneder siden). Et løb, som jeg på ingen måde var hverken mentalt eller fysisk klar til. Løbet gik fra start ret godt, men efter 60 km, ja så blev det et kæmpe langt sejt træk på de sidste 40 km (som tog ca 8 timer), og hvis jeg husker rigtigt, så var det mindst 90% speedwalk på den sidste 1 ½ runde. Jeg var så langt ude rent mentalt og til dels fysisk, at jeg ikke kan huske hvor mange gange jeg havde lyst til at stoppe før tid, men min stædighed og “risiko” for at se ud som en fiasko i andres øjne, fik mig igennem. Det gjorde så mentalt ondt, kombineret med en begyndende knæskade de sidste 15 km, at jeg var mentalt helt ude og skide. Og selvom jeg var sku pisse stolt og komme igennem inden for tidsgrænsen, ja så det gav mig en “mega tom” følelse få dage efter og har gjort det lige siden.

 

 

Siden løbet har jeg kun været ude og løbe nogle gange, men er dog kommet op på ca 2-3 gange om ugen indenfor den sidste lille måned. Hvilket har desværre resulteret i, at det føles noget mere som pligt løb endnu og effektive junkmiles. Glæden er der ikke rigtig endnu, og det er den jeg savner. Men et er sikkert. Jeg er nødt til at se “dæmonen” i øjnene og prøve at løbe en runde på winforce for mig selv og ligesom et eller andet sted indvendigt få gjort et “regnskab” op med det som udløste mit mentale problem. Ikke at det er winforce alene der gjorde det, men det er der det blev udløst. Flere gange har jeg ovenikøbet seriøst overvejet og samle alt mit gear og sætte ild til det, men det skete heldigvis ikke. Det har slidt enormt meget på mit sind og selvfølgelig mine nærmeste omgivelser. For jeg har aldrig rigtigt været glad siden. Men at have haft barvagter og trailskrald som sideting, har gjort at jeg nok ikke er røget helt ud af løb. For de 2 ting elsker jeg.

 

 

Et er 110% helt sikkert. Jeg bliver aldrig den løber jeg var, hverken før eller efter krisen trådte ind, og det er nok ikke så skidt endda. Hvis jeg overhovedet kommer tilbage.

 

 

Jeg håber og kan mærke helt inde i, at når jeg har løbet en runde deroppe og samtidig føler mig ovenpå. Så glæder jeg mig til at stå på parkeringspladsen med udstrakte arme og 2 fuckfingre og råbe meget højt “You tried to beat me, but you fucking can’t”.

 

 

Men fra nu må jeg bare ta’ små skridt af gangen. Bid for bid……